Back to the top

Om De Onde

DE ONDE

Børnemusik, når den er allerondest

Verden er fuld af god børnemusik, men ond børnemusik er der kun ét band i hele verden, der spiller. Nemlig De Onde – muhaha!

Sammen med De Onde kan du være fræk, uopdragen, uartig, slem, uhøflig, ulydig og øretæveindbydende. Slå dig løs; det er sjovt at være ond!

De Onde er:
Peter Marott – Trompet og sang
Tobias Trier – Guitar og sang
Eva Skipper – Bas og sang
Carl Quist-Møller – Trommer og sang

 

Peter spiller ond trompet. Når han spiller trompet, spiller han så højt, at han vækker dem, der sover på den anden side af jorden. Det er ret ondt – især fordi han selv godt kan lide at sove længe. Nogle gange sover han faktisk så længe, at han ikke behøver stå op, før han skal i seng igen. Peter kan også spille så stille, at ingen opdager, han spiller. Sådan lidt ninja- trompet-agtigt. Så sniger han sig ind på folk og laver et ordentligt TRUUUUUUUUT. Peter’s yndlingssted at spille trompet er på toilettet. Hans mor er bange for, at Peter taber trompeten i toilettet, men Peter synes, det lyder fantastisk ondt med toilet- rumklang.

 

Tobias spiller ond guitar. Det hele begyndte med, at Tobias fik et hårdkogt æg, men ikke vidste, hvordan han skulle spise det. Tobias’ mor sagde, at han skulle bruge æggedeleren i køkkenskabet. Han var så ond, at han trykkede æggedeleren sammen, så ægget blev skåret ud i skiver. Men hov – han fandt ud af, at han også kunne lave lyde på æggedeleren! Mystiske, onde lyde. En dag fandt han en kæmpestor elektrisk æggedeler i sin fars kælder. Den lavede endnu ondere lyde. Han spurgte sin far, om han måtte spille ond musik på den, og faren grinede og sagde, at det var en guitar, og at han bare kunne spille løs. Nu spiller Tobias ond guitar.

 

Eva spiller virkelig ond bas! I gamle dage var bassen et godt instrument. De dybe toner virkede beroligende på folk, og hvis der var nogen, der var ophidsede, så råbte man bare: ”Spil noget bas!”. Så blev de rolige igen og alt var godt.
Men en dag kom Eva til at vende stikket til forstærkeren omvendt. Lyden blev vild og høj og skærende og hæslig og folk begyndte at råbe: “Yeah man, det der er virkelig ond bas! Spil noget mere af det!” Så nu har Eva slået sig ned som ond bassist på fuld tid. Det synes hun egentlig heller ikke er så dårligt. Det er i hvert fald sjovt!

 

Carl er den onde supertrommeslager. Han siger selv, at han kan skræmme fjenden med en march, så det lyder som om, der kommer tusindvis af soldater marcherende. Han siger også, at han kan tromme en takt, der er så skæv, at folk, der lytter til den, går sidelæns og vælter. Men det værste er, at hvis de skæve takter bliver spillet i radioen, vil alle de gode begynde at danse ond dans, folk vil kun kunne tale baglæns, jordkloden vil dreje den modsatte vej rundt og dag vil blive til nat.

De Onde #6
De Onde #5